Jordforurening - erstatningskrav var forældet

I 1996 kontaktede en grundejer kommunen og underrettede om et olieudslip på hans ejendom. Senere i 1996 meddelte kommune på baggrund af nogle undersøgelser grundejeren, at der ikke var grundlag for at foretage videre i anledning af udslippet.

Ejerne af de omkringliggende ejendomme blev ikke informeret om udslippet.

I 2012 meddelte regionen ejerne af de omkringliggende ejendomme, at olieforureningen kunne have spredt sig til deres grunde. Disse ejendomme blev herefter kortlagt efter jordforureningsloven.

Ejerne anlagde i 2015 sag an mod kommunen med krav om erstatning, idet kommunen havde undladt at informere ejerne af de omkringliggende ejendomme.

Kommunen gjorde gældende, at kravet var forældet efter forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2, hvorefter forældelse indtræder senest:

"10 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstatning for skade forvoldt uden for kontraktforhold, som ikke er omfattet af nr. 1"

Grundejerne bestred, at kravet ikke var forældet og henviste til forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 1, hvorefter forældelse indtræder senest:

"30 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade, jf. dog stk. 4, og for fordringer på erstatning for skade forvoldt ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller ved forstyrrelser ved støj, rystelser el.lign"

Landsretten fandt, at bestemmelsen i nr. 1 om 30 års forældeldelse alene gælder krav overfor forureneren, og retten fandt ikke, at bestemmelsen kunne anvendes overfor en forvaltningsmyndighed i forhold til dens sagsbehandling af en forureningssag.

Landsretten fandt herefter, at kravet var forældet.

U2018.409Ø