Den naboretlige tålegrænse - Genskin - Glaseret tegltag

HØJESTERETS DOM - afsagt tirsdag den 16. januar 2018.

Højesteret tog i denne sag stilling til, hvorvidt den naboretlige tålegrænse var overskredet vedrørende genskin fra et sortglaseret tegltag. Højesteret fandt, at den naboretlige tålegrænse var overskredet og pålagde sagsøgte, at fjerne genskinsgener og dække sagsøgers sagsomkostninger.

Sagens konkrete omstændigheder. Nabostriden fandt sted i Århus Kommune. Århus Kommune havde ikke hjemmel til at gribe ind, da der for området ikke fandtes regler, der forbød blanke eller reflekterende materialer på taget. Der var i sagen enighed om, at der for området ikke fandtes hverken offentligretlige eller privatretlige forskrifter vedrørende tagbelægning. Der har under sagen været afholdt syn og skøn, med efterfølgende skønserklæringer. Af skønserklæringen, omhandlende genskinsgenerne, fremgik det, at adoptionsluminans er beregnet for at måle niveauet af blænding. Skalaen gik fra begyndende blænding til absolut blænding. Beregningerne blev foretaget med et luxmeter. Absolut blænding blev beskrevet som ”meget irriterende” og sammenlignet med ”at have en lampe lige i hovedet.” Skønserklæringen fandt, at der var absolut blænding på sagsøgers terrasse og stue i visse tidsrum. Skønserklæring fra ejendomsmægler fandt, at genskinnet medførte en værdiforringelse svarende til 150.000kr. af sagsøgers ejendom.

Byretten beskrev den naboretlige grundsætning som værende et udtryk for hvad man med rimelighed må tåle som led i almindelig samfundsudvikling. En vurdering heraf beror på en konkret rimelighedsvurdering af ulempens karakter, væsentlighed og påregnelighed sammenholdt med ejendommens karakter og beliggenhed samt områdets karakter.

Byretten fandt at den naboretlige tålegrænse var overskredet. Sagsøgte blev tilpligtet at fjerne genskinsgener og betale sagsøgers sagsomkostninger.

Landsretten erklærede sig enig i byrettens resultat og begrundelse herfor og stadfæstede derfor byrettens dom. For landsretten blev spørgsmålet om ejendomsmæglerens skønserklærings relevans fremsat. Landsretten fandt, i overensstemmelse med byretten, at skønserklæringen ikke var uden betydning og pålagde sagsøgte at dække sagsøgers udgifter hertil. Sagsøgte blev også pålagt at betale sagens omkostninger for landsretten til sagsøger.

Højesteret fremhævede, at ved en konkret rimelighedsvurdering skal der også tages hensyn til en eventuel offentligretlig regulering af gener ved genskin. Højesteret henviste i forlængelse heraf til højesterets dom fra d. 10 august 2009 sag 12/2008, UfR.2009.2680, der også omhandlede den naboretlige tålegrænse. Højesteret fandt, at der ikke var nogen offentligretlige forskrifter, der regulerede anvendelsen af glaserede tagsten i det område, hvor parternes huse var beliggende. På baggrund heraf kunne det ikke tillægges betydning, at Århus Kommune for andre boligområder havde fastsat begrænsninger i anvendelsen af glaserede tagsten.

Herefter og af de grunde, der var anført af byretten og tiltrådt af landsretten, fandt Højesteret, at den naboretlige tålegrænse var overskredet. Højesteret fandt på denne baggrund, at sagsøgte havde pligt til at fjerne de genskinsgener fra deres glaserede tegltag, som gik ud over, hvad sagsøger måtte tåle. Frist for dette blev fastsat til 3 måneder fra dommens afsigelse i Højesteret. Sagsøgte blev også pålagt at betale sagsøgers sagsomkostninger for Højesteret.

Dommene kan læses i deres helhed her.